Af Flemming Zuschlag Christiansen,Stifter og faglig leder af Believe

Med mere end 30 års pædagogisk erfaring i arbejdet med udsatte børn, unge, voksne og familier, er det blevet tydeligere og tydeligere gennem årene, af det vigtigste parameter for, om en indsats gør en forskel eller ej, kun i begrænset omfang har sammenhæng med den anvendte metode. Det viser sig igen og igen, at den væsentligste faktor er, om de professionelle, der er involveret i ”sagen” tør træde i karakter, som menneske. At træde i karakter, betyder i denne sammenhæng, ikke blot at træde frem med autoritet, men nok snarere den mere Kierkegaardianske fordring, at vi via de valg, som vi vælger, via den måde vi fremtræder, via vores ordentlighed og den måde, som vi forholder os. Forholder os til os selv, vores familie, vores job, vores samfund og alle andre forhold, der hører til et menneskeliv, at vi viser karakter, at vores lidenskab er tydelig i højere grad end den ”rigtige metode”, har afgørende betydning.

For Kierkegaard afhænger karakter i høj grad af, hvordan vi forholder os til os selv og til selve den opgave, som han mener, det er at være og blive et selv. Vi er ikke et selv umiddelbart, egentligt eller indeni. Vi bliver det gennem en aktiv handling, et ansvarligt selvforhold, der indebærer et anstændigt forhold til andre mennesker. Og opgaven fortsætter så længe livet fortsætter. Han betoner, at vores selv også er relationelt bestemt. Bestemt af omgangen med andre mennesker.

“Man kan ikke være sig selv uafhængig af andre. Hvis nogle hævder, han kan være det, er han netop ikke sig selv, han er bare forelsket i sig selv.”

Hos Believe betyder denne tænkning, at der stilles store krav til personalets karakter og mod til livslangt at forholde sig til sig selv og andre, at de er indstillet på at modtage feedback på deres karakter og deres fremtræden både fra kollegaer og brugere/kilenter. At de er indstillet på at træde i karakter.

“At vove er at miste fodfæstet et øjeblik – ikke at vove er at miste sig selv.”